2007 Koyle Royal Syrah, Alto Colchagua

Chile har gennem flere år holdt sin position som vigtigste vinleverandør til de danske ganer. Succes'en er forståelig. Det er venlige og let drikkelige vine, som er til at betale. Kritikere mener at vinene generelt er lidt for venlige, og siger at de mangler kant og personlighed.

Det er der måske nogle af dem der gør, men det gælder ikke Koyle's, som vi handler med. Manden bag er vores gode ven Alfonso Undurraga, som er sjette generation i et af Chiles største og mest anerkendte vinhuse. I 2006 brød han ud for at starte for sig selv. Det havde været planlagt i lang tid.

Alfonso havde udset sig den bedste jord i Los Lingues, i Alto Colchagua, syd for Santiago og for foden af Andes.Da Alfonso første gang besøgte området var det på hesteryg. Der var ikke beplantet noget. Så langt øjede rakte kunne han kun se lav buskvækst og lidt egeskov.

Og ind imellem en purpur blomst, der gav en meget velsmagende frugt. De lokale indianer kaldte den "Koyle". Alfonso bestemte sig til, at det skulle være navnet bag hans ambitioner om at starte et prestige vineri, hvor målet ville være at skabe vin, der både ville overraske og glæde nyderne. Såvel professionelle som amatører. På den måde satte han sig selv under et vældigt pres. Det er lykkedes. Der er kun ros fra alle med fin omtale og høje ratinger.

Det er håndplukket Syrah, fra en speciel fransk kloning (300) der bruges. Foruden Syrah er der 11 % Malbec der er med til at sikre en vis elegance og 4 % Carmenere som giver den endelige blanding en passende kompleksitet. Druerne lægges på køl et døgn før, så de er sprøde og friske, når processen går i gang. 18 måneders lagring på små franske barriques, har afrundet og modnet vinen perfekt.

Det er en stor vin med både elegance og kant. Mørk og tæt i glasset. Imødekommende frugtnæse hvor man fornemmer frisk kød der blander sig med solbær og peber. I munden fyldig med masser af saftig smag, blommer, svesker og ristet kaffe. Elegant og kompleks.

Tips til serving
Man vil få en "kongelig" juleaften med denne vin på bordet. Den klarer den traditionelle julemad uden at miste sin identitet.