2009 Château Clare, Graves

Man bliver let immun overfor Bordeauxfolkets endeløse begejstring, hver gang en ny årgang bliver præsenteret. Det er altid bedre end året før. Hvis det har regnet lidt, er det hos naboen. Den korrekte vurdering kommer først, når slotsejerne ikke har mere af årgangen på lager - siges det.

Hvad er det, der skaber en god årgang? Det er sol og regn på de rigtige tidspunkter. Blomstringen skal helst foregå hurtigt og i tørvejr. Ellers får man tvemodne druer, og det er svært at arbejde med. Der skal også varme og tørvejr i måneden før høsten. Regn i denne periode giver vandede druer, der er svære at få noget godt ud af.  Klimaet var perfekt i 2009. Druerne kom i hus fuldmodne og der er skabt en vin med stor kompleksitet med bløde afrundede tanniner.

Vurderingerne er af det generelle niveau ligger højere end årgang 2000, 2003 og 2005, som alle var skreget ud som århundredes bedste. Denne vurdering har i første omgang kun betydning for investeringsinteressen og de 20-30 kostbare topvine som har investorernes opmærksomhed. Vi andre kan glæde os over, at en god årgang hæver bundniveau betydeligt, og at det i år er sket uden at priserne er løbet løbsk.

Vi er på Garonne-flodens venstre bred på den grusset jord syd for Bordeauxby. Distriktet har navn efter jorden "graves" grus. Her ligger Château Clare som ejes og drives af familien Carreyre. Det har de gjort med stor dygtighed og veneration i fire generationer. 

Cabernet Sauvignon og Merlot fordeler sig nogenlunde ligeligt på markerne. Vinstokkene står tæt. De skal stresse hinanden, så udbyttet begrænses naturligt. Det giver en vin med større intensitet og dybe rød farve. Næsen er typisk for Gravesdistriktet, det vil sige mørke kirsebær og lidt urter.

Smagen er stilren med en god balance mellem frugten og det vinøse. Rank og elegant Den er drikkeklar og vil være det de næste fem år.

Tips til serving
Perfekt til en entrecöte, til andebryst eller andet, hvor kødsmagen skal bakkes op.