2008 Y Vinâ La Rosa, Cabernet Sauvignon Reserva

Det er den ældste aktive vingård i Chile. Vi er syd for hovedstaden Santiago i Cachapoal dalen mellem kystbjergene og Andes. Det frygtelige jordskælv i februar ramte også her. Nogle  lagringsfade røg på gulvet, en tank revnede og tusinde af flasker smadrede.

Men de oprindelige bygninger blev ikke ødelagt. Højst sandsynligt fordi man i gamle dage tilsatte hestehår i mørtlen. Det giver en elastisk effekt, og man undgår rysteskader. Jordskælv har altid været en evig lurende fare i Chile.

Da Viña la Rosa blev anlagt, valgte man et tro kopi af et fransk vinslot. Man høstede kun egne druer, og alt blev slotsaftappet. Det har man fastholdt lige siden.

Vingården ligger smukt helt ned til Cachapoal floden. Det er livsnerven der bringer frisk smeltevand fra bjergene, så tingene kan gro. Det er ren idyl. Et meget smukt sted. Skønheden smitter på forunderlig måde af på vinen. Klimaet er ren paradis for en vinbonde. 25-30 grader om dagen, og inden ødelæggende regn. Om natten falder temperaturen til det halve.

Det forlænger modningsperioden og giver druerne ekstra aroma og smag. Luften er tør og man har ingen problemer med skimmel og råd. Vinbonden kan helt koncentrerer sig om at lave vin.

Viña La Rosa's "Y" serie er det der på vinsproget kaldes "varietal" eller "enkeltdruevin".  Man søger at fremhæve den enkelte drues særlige karakteregenskaber. Det er lykkedes fint her, hvor Cabernet Sauvignon har fået det "bid" og den ranke holdning, der kendetegner den klassiske udgave.

Ofte vil Cabernet Sauvignon fra Chile være meget venlig, og dermed atypisk.
Her er brugt 100% Cabernet Sauvignon fra egen vingård. Druerne er høstet den tredje uge i marts. Mosten gærede op til 14% i alkoholstyrke, hvilket fortæller om ensartet modne og solfyldte druer.

Mørk og tæt i glasset. I næsen masser af moden frugt, sorte bær og blomme. I smagen giver syren liv til den sødmefulde frugt, og fine smagsnuancer dukker op i flere lag.

Tips til serving
En magtfuld vin der skal iltes ved omhældning før serveringen. Og den skal i store glas for at kunne udfolde sig. Ideel til steak, til lam, andebryst ol.