2007 "M" Montecristo, Navarra Crianza

Alle kender spanske Rioja, men hvor stort er kendskabet egentlig til naboen Navarra? Nej vel! Det kan også være lidt vanskeligt at sætte sig ind i. 

Historisk set har man lavet vin lige så længe som Riojabønderne, men indtil midte af 1980'erne så man sjældent Navarravin på hylderne. Forklaringen er ganske enkel; det meste af vinen blev solgt til og som Rioja. Det var et navn folk over hele verden gerne ville betale for, og det udnyttede man så.

Men denne trafik ophørte, da Spanien indtrådte i EU. Det var en af betingelserne for at franskmændene ville acceptere det nye medlem. Navarra stod pludselig uden historie og identitet. Men ikke uden virkelyst og masser af gode ideer. Man blev enige om i fællesskab at undersøge, hvad fremtiden ville efterspørge. I modsætning til Rioja accepterede man straks internationale druer som Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay. Man ville væk fra den sødlige lidt støvede spanske stil, som naboerne var fanget i.

Alle disse tiltag har bragt Navarras  navn lynhurtigt frem på den internationale scene. Hurtigheden, modet og resultaterne overraskede alle. Navarra blev døbt "Spaniens Californien".  Alt kunne lade sig gøre.

Både Cabernet Sauvignon og Merlot trives aldeles fint i højlandet, hvor der er kølige nætter og en lang modningsperiode. Præmier og diplomer raslede ned over producenterne, men mange syntes at det blev lige internationalt nok. Cabernet Sauvignon og Merlot kunne man jo lave i hele verden.

Mere og mere blev vine med et lokalt fingeraftryk efterspurgt, og så er det jo heldigt at den lokale Tempranillo blander sig med største selvfølge. I de rigtige hænder får man en fornem, intens og velsmagende sag, der vil fornøje alle moderne ganer.

Montecristo er sat sammen af 70 % tempranillo og 30  % Cabernet Sauvignon, og blandingen har fået 12 måneders lagring på halv franske og halv amerikanske fade og mindst 6 måneders flaskelagring inden etiketten sætte på.

I glasset en flot mørk kirsebærfarve. Man får lyst til at tage en ordentlig slurk af. Det forstærkes af duftsignalerne; saftige mørke bær, blomme og lakrids.

Røgede undertoner dukker op. Smagen er saftfuld, robust med en charmerende druesødme.

Tips til serving
Vinen bør iltes ved omhældning og skal serveres et par grader under stuens temperatur.Vinen bør iltes ved omhældning og skal serveres et par grader under stuens temperatur.

Til svinekød, krydrede lammeretter o.l.