2008 Fonte Al Sole, Ruffino, ToscanA IGT

Firenze bliver man aldrig færdig med. Men efter at have trasket rundt en stund og fyldt hovedet med kultur, kan det være behageligt med en lille tur på landet. Vi kører langs Arnofloden og øst på. Vi ser Appennierne rejse sig ude i horisonten, og på skråningerne ned mod floden kæmper oliventræer og vinstokke om pladsen.

Efter 20 minutters kørsel kommer vi til et af de fineste Chianti-DOCG distrikter. Navnet er Rúfina. Det er her Frescobaldi-familien har deres stamslot Castello di Nipozzano. Og det er her i stationsbyen Pontassieve, at Ruffino har sit hovedsæde.

Huset blev grundlagt i 1877, og er i dag et af et af de førende og mest ansete vinhuse i Italien. De var de første til at eksportere Chianti ud i den store verden, og dermed skabe et internationalt gennembrud for distriktets vine. Da Chianti i 1984 blev ophøjet til DOCG fik Ruffino garantinummer 00000001, som en anerkendelse for det de har betydet for området.

Vi har besøgt Ruffino flere gange gennem mere end to årtier. Vi har oplevet, hvordan fokus mere og mere sættes på kvalitet. Det tog lidt lang tid for dem at få skiftet det gamle udstyr ud i kælderen, men de erkendte at de måtte følge med tiden, for at bevare deres position. Det er lykkes på alle måder.  I dag står de for elegante og moderne vine der er efterspurgte i hele verden, men heldigvis fastholder de også produktionen af en række klassiske riserva vine med Ducale, som den mest kendte.

Det er en moderne Ruffina vi præsenterer her. Sangiovese med 15% Merlot fra højene høstet i midten af oktober og gæret på rustfri stål i et par uger. Efter den malolaktiske gæring lagrer vinen på egetræ. Det giver vinen en ekstra dimension og dybde.

I næsen intens aroma med behagelige frugtnoter specielt af kirsebær plus en let krydret duft af eg fra fadet. En harmonisk vin, blød og behagelig med delikate krydrede undertoner.

Tips til serving
Vinen bør nydes et par grader under stuens temperatur, til fjerkræ, lyst kød o.l.