2007 Grand Mas d'Assas "Les Mazets"

I 1970'erne indså vinbønderne i Côtes du Rhône, at fremtiden skulle vindes med kvalitetsvin til en fornuftig pris. Jord og lønninger var billigere, og kvaliteten kunne forbedres ved at skære udbyttet ned, og udelukke nogle af de mest vandede druesorter. Det skabte omgående en bemærkelsesværdig forbedring.

Det gav lyst til at investere i både ny viden og nyeste teknik. På få år havde Côtes du Rhône-folket placeret sig som de mest succesfulde på det franske marked. Det vil sige næsten alle, for i den sydligste del af dalen, i området Costiers de Gard, havde man svært ved at opnå forbruger accept fordi navnet gennem mange år uløseligt var blevet forbundet med tynde og spidse røde vine Det nyttede ikke, at eksperter fra hele verden, kunne fortælle, at vinene fra Gard var blevet meget bedre, og faktisk nu var et rigtigt godt køb.

Løsningen var at nedlægge navnet, og i stedet kalde sig Costieres de Nimes. Samtidig opstod der en særlig holdånd, og et ønske om, at nu skulle man nok vise de andre, hvad man egentlig duede til. Selv om man teknisk stadig hører til som en del af Côtes du Rhône-distriktet, så opfattes Costiers de Nimes mere og mere som et selvstændigt distrikt. Og hvad der er endnu bedre, som et oplagt område når man søger god, kraftig, fyldig rødvin, hvor der er kvalitet for alle pengene.

Blandt mange muligheder valgte vi Grand Mas d'Assac i den fremragende årgang 2007. Det er familien Giraudier der står bag. De betragter sig selv som glædens ambassadører. "Vi sælger ikke vin, men glæde og fornøjelse. Det skal være noget venner og familie samles om i gode stunder". Et ønske som nærmest er blevet et slogan. Noget vi nemt kan tilslutte os.

Druesorter og lagringstid og form bliver underspillet. For dem var det vinen i glasset der betød noget. Vi synes at vi kan smage syrah,  grenache og mourvedre og lidt røgede undertoner fra fadet. Men vi fik det ikke bekræftet. Fordi det var ligegyldigt. Det er dog en kendsgerning, at der er hele 14% alkohol til at holde sammen på alle oplevelserne. Masser af saftig frugt i perfekt balance. Solen og varmen er pakket fint ind, og man efterlades med en lang, lækker eftersmag, der giver lyst til et glas mere.

Tips til serving
En vin der skal med ud til grillen. Og til krydrede gryderetter. Til kød i velsmagende saucer. Ol.