2006 Vigna Alta "Il Lagarino, Basilicata IGT

Vi vil gerne, at vores kunder smager og opdager nye områder. Det nye er ikke kun forbeholdt den nye verden. Gamle Europa kan også byde på overraskelser.  Basilicata for eksempel. Hvor mange vil med det samme nikke genkendende til det? Vi er i Syditalien ja! Og kommer til at tænke på varme under parasoller og blomstrende, hængende haver.

Men der venter nogle helt andre overraskelser. På trods af, at Basilicata udgør "svangen" i den italienske støvlehæl, så er det generelt koldt og barskt i det golde, grå, bjergrige landskab. Et udsted er det. Under fascismen, blev de, der ikke fulgte rigets officielle mening, landsforvist til denne øde, mennesketomme egn af Italien. De boede i jordhuler, og huler hugget ind i klipperne ved byen Matera, som nu er renoveret og er blevet et spændende turistmål. Klippe- og vulkanlandskabet rundt om er stadig trøstesløs.

På vulkanjorden står Aglianico. Det er druen der bruges til den eneste af Basilicatas vine, der er kendt udenfor regionen. Aglianico del Vulture og kan være en særdeles god oplevelse. De lokale siger, at den er granatrød og fyldt med dynamit. Der laves ikke meget og priserne er ofte ret pebrede.

Måske er den også lidt for speciel for den moderne gane. Derfor har Taverna, vores vinforbindelse i det syditalienske, forsøgt at tillempe en ny udgave af "vulkanvinen". Den bedste Cabernet Sauvignon og Merlot fra Tavernas marker, blandes med Aglianico fra Vulture. Det sker under det man kalder "den sekundære gæring" (den hårde æblesyre omdannes til den bløde mælkesyre), og det betyder at vinen får en ekstra kompleksitet og der bliver noget ekstra at tygge på.

Igen er det voldsomme sager, som vi har med at gøre. Helt nøjagtig 14% alkohol. Det er en vin der mætter. Er man to om flasken, kan man nemt sætte proppen i når man er nået halvvejs, og så gemme resten til dagen efter, hvor det smager mindst lige så godt. Det er næsten lige som med gule ærter.

Selv om det er en vin fra 2006, så er der ikke mindste tegn på alder. Den er mørk med en fin lilla kant. Den er fyldig, krydret, passende tør med en fin balance mellem frugten og den bløde syre. I næsen blomme og mandel. Vinen har lagret 4 måneder på små franske egetræsfade og siden fået  passende flaskelagring. Vinen er absolut drikkeklar, men Taverna giver den mindst 8 år mere.

Tips til serving
Det er vinen til stegt kød, kraftig og krydret middelhavskost og modne oste.