2008 Cameleon Malbec, Tupungato, Mendoza

Jean Bousquet blev født i Sydfrankrig i 1948. Som tredje generation i en vinfamilie lå hans liv forholdsvis klar foran ham. Det gik også helt efter planen. Som 23 årig var Jean selvstændig vinbonde med 120 hektar jord.

Men som tiden gik blev han mere og mere utilfreds med de forhold Vorherre havde stillet til rådighed for ham. Der var ikke sol nok til at modne druerne tilstrækkeligt, og regn i utide gjorde at han alt for tit skulle ud og sprøjte for råd. I begyndelsen af 1990'erne begyndte han at se sig om efter et andet sted at dyrke druer. Han stoppede, da han stod i Tupungato for foden af de sneklædte Andesbjerge.

Det er på den argentinske side, ca. en times kørsel fra Mendoza. Byen ligger i 1200 meters højde. Det giver kølige nætter og tempererede dage. Den tørre luft og næsten ingen regn begrænser sprøjtning af markerne til en enkel eller to gange om året, og aldrig med gift.

Jean var vant til at der i Sydfrankrig skulle sprøjtes 15-20 gange om året.
Det var det, der overbeviste ham om, at hans fremtid var i Argentina og lige præcis her i Tupunga. "Jeg har valgt det bedste sted i verden, ikke bare for at producere rene og naturlige vine af den bedste kvalitet, men også for at leve en komfortabelt og fredfyldt liv sammen med min familie".

Når man smager Jean Bousquets vin, forstår man godt hans fornøjelse med tilværelsen. Det er en vægtig vin, han har lavet til os her. Skabt på den gamle Bordeauxdrue Malbec. Alle er enige om, at ingen laver den bedre end vinfolket her i Mendoza. Vinen er mørk og indbydende i glasset, blød og saftig, blommesmag, lidt viol og både noget mineralsk og lidt lakrids i den fine druesødme.

Tips til serving
Det er en vin, der vil imponere alle. Selv om vinen er helt ung smager den så godt nu, at de fleste vil have svært ved at forstå, at man skal vente nogle år. Det skal man heller ikke, men man kan godt.