2009 Château Castel des Maures, "Cuvée Jeanne" Côtes de Provence

Mens sneen lå tykt i Danmark, smagte vi os gennem en række rosévine. Vi ville give os god tid til at finde en supervin, som vi kunne have klar til de varme sommerdage. Sæsonen er kort. Den melder sig først, når der er flere varme dage lige efter hinanden. Hvis varmeperioden er så lang, at græsplænerne bliver brune, fordobles salget.

Så snart temperaturen falder igen, falder efterspørgslen og i vinterhalvåret, er salget næsten gået helt i stå. Det er synd, for de bedre rosé'er er blevet så gode, at de er en fornøjelse hele året. Vi nød de sprøde, tørre, frugtrige, intense vine til både suppe, fisk og fjerkræ, mens sneen føg udenfor og brændeovnen buldrede og fik glassene til at dugge. Vi nød rosé som rødvin skænket køligt som hvidvin. Og vi nød det.

Vi havde kun bedt om at blive præsenteret for de bedste rosé'er. Vi var imponeret, men havde også svært ved at bestemme os. Valget faldt til sidste på en slotsvin fra Côtes de Provence, som gjorde sig bemærket med en frugtig, charmerende og elegant stil. Noget af det bedste vi har smagt fra de kanter nogensinde. Det lille vinslot hedder Château Castel des Maures. Der er kun 5,71 hektar vinmarker til ejendommen. Vinstokkene står på en skråning i Rivieraens bagland nær Hyères. Familien arbejder med flere forskellige druetyper, der alle er separeret af rækker med oliventræer. Provencestemningen er tydelig. Man fornemmer lavendlerne og baglandets pinjeskove og det klare lys.

Denne Cuvée Jeanne er der kælet særligt for. Den opfylder betingelserne for at kunne kalde sig "Rosé d'exception", og det er kun ganske få vine, der når så langt. Druerne (50% grenache og 50% cinsault) må først høstet når de er ensartet fuldmodne. Og vinifikationsprocessen skal foregår i små kvantiteter, så man nøje kan følge, at kun de bedste smags-og aromastoffer optages i mosten. Udbyttet er nede på 45 hektoliter per hektar.

Det gør at druerne er ekstra koncentreret. Den unge vin får lov at ligger sammen med bundfaldet et par måneder inden filtrering og aftapning. Det giver ekstra "guf" til vinen.

Cuvée Jeanne er smuk laksefarvet. Den er blød, venlig og imødekommende. Første indtryk er frisk frugt og en livlig syre, der hurtigt går over i en rund fylde og en lang, delikat eftersmag.

Tips til serving
Må nydes hele året. Kølig serveret i store glas. Til fisk, salater, fjerkræ og lyst kød. Til alt, hvis man er i tvivl, om det skal være rødt eller hvidt.