2007 Cabernet Sauvignon, Cantina Tudernum

I Mellemitalien tiltrækker Toscana sig næsten al opmærksomhed. Der er også smukt. Både landskabet og kulturen er overdådig. Men man skal være forberedt på at dele herlighederne med turisthorder fra hele verden. De kan på mange måder godt skygge lidt for charmen. I naboregionen Umbrien oplever man samme smukke rammer som i Toscana, bare meget mere fredfyldt og autentisk.  Det var her den hellige Franz af Assisi fandt den fred og ro han søgte.

Før vores tidsregning var det etrusker-land. Man ved ikke så meget om dem, men vin kunne de lave og de forstod at nyde den. Og sådan er det stadig. Op gennem historien er det den hvide Orvieto, der har tegnet Umbrien udad til. Den lokale rødvin kom sjældent udenfor regionens grænser, men det blev der lavet om på for sådan ca en generation siden, da Giorgio Lungarotti's præsenterede sin røde Rubesco. Den har vundet flere internationale smagninger, og har siden tilhørt toppen i Italien.

Det har givet andre vinbønder i Umbrien mod til også at forsøge sig. Hurtigt dukkede de fantastisk Sagrantino de Montefalco-vine op, og så var udviklingen sat på skinner. Det medfører nytænkning og lyst til eksperimenter. Der blev fx sat en hel del Cabernet Sauvignon.  Det tillader DOC-lovgivningen imidlertid ikke. I Toscana løser man problemet ved at kalde Cabernet Sauvignon-vinene for supertoscaner. Og med stor succes. I Umbrien prøver flere at gøre dem kunsten efter.

Det er stadig så nyt, at man ikke har fundet et egentlig navn til dem. Men mon ikke superumbrier vil blive foreslået. Her er i alt fald en supervin fra producenten Tudernum, lavet på 100% Cabernet Sauvignon fra højtbeliggende marker nær Todi.  Druerne blev høstet i ugen der startede den 25. september, og var fuldmodne med en passende tyk skal.

Vinmageren stod og gned sig i hænderne, da han så resultatet. Mosten og skallerne fik lov at få masser af kontakt. Det giver vinen saft, kraft og ekstra aromaer. Et halvt år på små egetræsfade udvikler og afrunder.

Farven er intens ruby med en fin purpur bræmme. Lækker, moden kompleks næse med solbær og blomme der følges af lidt krydderier. Fyldig tør med en sprød frugtsyre som gør vinen ideel til mad.

Tips til serving
Bør iltes ved omhældning inden serveringen. Vinmageren fortalte os, at det var vinen han drak til et godt stykke kød. "Den løfter kødsmagen på forunderlig måde".