2008 Lirac, Rocca Maura, Les Vignerons de Roquemaure, Frankrig

Mange nikker genkendende når de ser/hører navnet Lirac. Nærmere gået på klingen er de alligevel ikke helt klar over, hvad det dækker over. Navnet minder lidt om andre vinnavne. Listrac fx, som jo er en af de gode Bordeaux-appellationer. Lad os skynder os med at få placeret Lirac rigtigt.

Det er i Rhonedalen, i den sydlige del og på højre bred sådan cirka på højde med Avignon. Vigtigste by i Lirac er Roquemaure. I følge historien var det her Hannibal på vej til Italien lod sine elefanter sejle over Rhônefloden på tømmerflåder. I 1300-tallet, var Lirac fast leverandør til skiftende paver der regerede fra Avignon. Og i anden halvdel af 1800-tallet, var det her vinlusen startede sit ødelæggende angreb på Frankrig, på Europa, ja på hele verden.

En af de lokale vinbønder ville forsøge sig med nogle vinstokke han havde importeret fra Californien. Vinlusen var kommet med som blindpassager.
Lirac har sammen med nabodistriktet Tavel i mange år udkæmpet en drabelig kamp om, hvem af dem der laver den bedste rosévin. Bønderne i Tavel henviste til at Philippe den Smukke (1268-1314) flere gange havde udtalt, at "Tavel var verdens bedste rosévin". I Lirac fortæller man, at Philippe den smukke aldrig har smagt andre rosé'er end Tavel!

Hvem af dem der laver den bedste rødvin er ganske let at afgøre. For det er kun i Lirac der produceres rødvin.  Grenache er den dominerende drue. Jorden de står i ligner en stor skærvebunke.

Stenene suger solens varme til sig, og virker som varmedunk om natten. Det giver ekstra sukker i druerne og dermed ekstra alkohol i vinen.

RoccaMaura er en sammenslutning af vinbønder der har været i gang siden 1922. De har  moderniseret traditionerne i den sydlige Rhônedal, og har været med til at hæve niveauet, så de i dag kan klare konkurrencen fra nær og fjern.
 
Her er RoccaMaura's bud på, hvordan en moderne Rhônevin skal smage. Der er brugt 90% Grenache, toppet op med Syrah. Der kæles for den bløde, charmerende frugt i Grenachen. Mosten får ekstra lang tid sammen med skallerne, og lagringen foregår i tank og ikke på fad.

Farven er ruby med et fint teglstensrødt skær. Næsen er let krydret og man fornemmer både tobak og tørrede frugter. En behagelig blød, fyldig frugt dominerer smagen der er koncentreret og lang med et passende garvesyreaftryk.

Tips til serving
Fin til de fleste danske vinterretter, til kød i fyldige saucer o.l.