2005 Mooniplaas, Cabernet Sauvignon,
Estate Wine, Stellenbosch

Stellenbosch er vinlandet lige bag Cape Town. To store bjerge Simonsberg og Helderberg danner et dramatisk bagtæppe. Kølige sydvinde fra Ishavet dæmper den værste sommervarme.

Vi er midt i en kæmpe vinhave der bølger sig smuk så lang øjet rækker. Ind imellem ses små hvidkalkede huse med stukgavl og stråtag. Stilen kaldes Cape/Dutch. Se vinens etiket med illustration af  hovedbygningen til Mooiplaas. Ja sådan hedder den, det er hollandsk og betyder den smukke gård. Og det er ikke nogen overdrivelse.

Beliggende øverst i Bottelary bakkerne midt i et stort naturområde og med udsigt til Taffelbjerget og de to have. Familien Roos har pålagt sig selv at arbejde med største respekt for naturen. Dyrkningen foregår økologisk, og i vinkælderen er tiden den vigtigste faktor. Vinen bundfælder sig ved egen kraft, og tappes ufiltreret. Det betyder at man skal skænke meget forsigtigt og i en bevægelse, for ikke at få bundfald med i glasset. Det rigtigste er at hælde vinen på karaffel. Dekantering.

Tænd et stearinlys så man tydeligt kan følge bundfaldets vandring ned i skulderen, hvor det lægger sig til ro. Stop så snart bundfaldet begynder at bevæge sig fra skulderen mod halsen. Gøres det rigtigt, er det kun meget lidt der går til spilde. Til gengæld for ulejligheden, får man en vin med større kompleksitet. Nogen vil endda sige, at man oplever vinen i flere lag, hvordan det så ellers skal forstås.

Og der er noget at opleve i denne "slotsaftapning" fra Mooniplaas. Rendyrket Cabernet Sauvignon. Druerne er håndplukket og sorteret. Høsten kom i hus den anden uge i marts. Skallerne var i kontakt med mosten under hele gæringen. Det giver vinen lidt ekstra "guf". Vinen har lagret 21 måneder på nye franske egetræsfade. Det er ekstra langt tid, og det har man gjort for at får fad og frugt til at indgå i en perfekt integration.

Tips til serving
Vinen er dyb purpur. Duften er intens, saftfuld og potent. Smagen domineres af sorte bær, mineraler, lakrids. Både robust og elegant. Meget velsmagende og oplagt ledsager når det røde kød søger en passende ledsager.