2007 Domaine Combe Ferreol, Côtes du Rhône

Når man søger fransk vin og "value for money", får man altid at vide, at Rhônedalen er det sikreste sted. Det er sagt og skrevet så mange gange, at det efterhånden er blevet en kendsgerning. Men nu og gennem det sidste års tid, kan man se, at forskellige vinskribenter ikke bare er uenige, men også   direkte advarer mod Rhônevine.

De skuffer, siger de. De er for fede og uinteressante, og fyldt med alt for megen alkohol. Det er bare nogle af advarslerne.  Jamen den slags vine findes da i Rhônedalen, og der er vel også kommet nogen af dem til Danmark. Der findes ligegyldige vine i alle lande og distrikter. Dem vælger vi bare at gå uden om.

Vi synes stadig at Rhônedalen og Côtes du Rhône i særdeleshed er et fantastisk område med en masse god vin til fornuftige priser. Vores kunder synes ikke at være blevet trætte af kraftige, alkoholrige og velsmagende vine, så vi fortsætter vores jagt i distriktet. Denne gang er vi kommet til Domaine Combe Ferreol der ligger på Rhôneflodens højrebred i Gard-regionen. Ejeren er Philippe Pellaton, og han er kendt for at være detaljernes mand. Druerne høstes i takt med at de fuldmodnes, hverken før eller senere. Og ved modtagelsen sorteres druerne endnu engang. Kun de bedste får lov til at komme indenfor.

I 2007 blev det en god blanding af Grenache og Syrah. To druer der understøtter hinanden godt. Frugt og charme blander sig med karakter og elegance. Philippe Pellaton mener ikke at nyt træ, gør hans vin noget godt. Tiden får til gengæld lov at arbejde, og vinen bundfalder sig ved egen kraft, inden den tappes på flaske.

Denne vin fik i 2008 sølvmedalje i den store vinkonkurrence i Orange. Vi har lyst til at give den en guldmedalje. Den er nemlig som en god Rhônevin skal være med masser af kraft og fylde men også med en god moden syre som giver karakter og som gør den til en ideel madvin.

Både næse og mund domineres af frisk frugt pakket ind i en sødmefuld fylde med dæmpede krydrede undertoner.

Tips til serving
Til bøffer, grillet kød, lam og kylling i vin.