2007 Vesuvio unique, DOC region Campanien

Det er et meget smukt sted. Vi er på skråningerne op til den slumrende vulkan Vesuv. Udsigten er overdådig. Vi ser til Napoli, og ud over Sorrento kysten og Capri. Pompeji ligger lige om hjørnet. Her blev der allerede for to tusinde år siden produceret særdeles god vin.

Blandt andet Falernum, som var ”første cru’en” i romernes storhedstid. Men med romerrigets fald blev ambitionerne lagt på hylden. Først i 1900-tallet blev der igen eksporteret vin fra Campanien. Lacrima Christi hed den, der blev mest kendt. Kristi tårer. Den var meget populær. Det må være navnet skyld, for kvaliteten var rædselsfuld.

Vinbønderne tog ikke deres opgave særligt alvorlig.  Kundernes reaktion kom selvfølgelig, og der blev solgt mindre og mindre Lacrima Christi. Navnet blev så belastet at myndighederne tilbød producenterne at de kunne få en ny DOC.  Vesuvio blev introduceret. Det blev samtidig et signal til producenterne om, at de skulle til at tage sig sammen. De forstod budskabet og begyndte lige frem indbyrdes at konkurrerer på kvalitet.

En af dem der har gjort sig særligt bemærket er Cantine Podere del Tirone. Vi skal til en lille landsby Trecase, der ligger på skråningerne lige bag den sovende vulkan. Mange finder herop, fordi der foruden vinkælderen også er et vinmuseum og et smagerum, hvor alle vinene står klar til at blive nydt sammen med lokale specialiteter. Guiden fortæller at den svenske kong Frederik den anden flere gange besøgte  Trecase, for at gå på jagt.

I snart 100 år har Cantine Podere del Tirone været ejet og drevet af Acunzo familien.  Med stor dygtighed har man arbejdet sammen med nogle af regionens bedste kokke, for at få mad og vin til at passe sammen. De er også kendte for at kombinerer turisme og vin. De har deres eget skib, og arrangerer sejlture ud til Amalfi med picnic-kurv og kølig vin.

Den vin vi præsenterer her, er noget ganske særligt. Derfor ”unique” på etiketten. Den laves kun i særlige gode år, og kun i et meget begrænsede antal. I 2007 således kun 5000 flasker. Acunzo-familien har et ønske om, at komme ind på det danske marked, og mente at det skulle gøres med maner. Derfor fik vi lov at købe det vi skulle bruge.

2007 Vesuvio er lavet 100% på druen Piedirosso. Det er en drue der blev bragt hertil i Antikken af grækerne. Den findes kun få steder i Campanien. Navnet betyder ”røde fødder”, formodentlig fordi klaserne har lyserøde stængler.

Læg mærke til alkoholindholdet. Det er kun 11½%. Lige som de klassiske Bordeauxvine for en generation siden. Det er en ren fornøjelse.

Tips til serving
Halvcremet næse og masser af skovbær. Elegant med en fin frugtsødme og meget vinøs smag og en passende tør velsmag, som gør vinen perfekt til lam og kalv med noget fint tilbehør.