2008 artspace, Shiraz/Mouvedre/Viognier

Interesserer man sig lidt for sydafrikansk vin vil man nikke genkendende til navne som Stellenbosch og Paarl. Det er to af landets fineste distrikter. Lige bag dem ligger Tulbagh, som ikke har gjort så megen væsen af sig. Vinmæssigt er Tulbagh mest kendt for lidt uinteressante hvide vine og ok mousserende vine.

Sådan var det i alt fald indtil, der kom nogle driftige folk forbi. Det var i 2002. Stedet er den smukke dal for foden af Saronsberg. To nabovingårde blev købt af innovative pengemænd, der var snedige nok til at se de store muligheder, der bød sig. En storstilet plan blev offentlig gjort.

Gårdene blev lagt sammen og fik navnet Saronsberg. Man fortalte alle, der gad høre på det, at man ville være de bedste i løbet af ti år. To måneder efter brændte bygningerne til grunden. Vinmarker og frugtplantagen røg med ved samme lejlighed. Man stod med en dynge aske, men stadigvæk med mod på, at der skulle ske noget stort. På rekordtid var det hele ryddet op. Man bestemte sig til at gøre vinmarkene klar først.

Kun det bedste materiale blev sat. I 2004 kunne man byde velkommen til indvielsen af vingården og kældrene. Luksuøst og overdådig. Som en katedral, der rejser sig i landskabet. Både hi-tech og rustik. Med kunst på væggene og skulpturer i parken. Sydafrikas bedste vinmager blev hyret. De først druer på Saronsberg blev presset den 25. januar 2004 kl. 06.01.

Det ene minut skyldtes at Dewaldt Heynes (vinmageren) fejlbedømte tiden det tog fra hans hus til kælderen. Det var Sauvignon Blanc fra kun etårige vinstokke. Det kan altså lade sig gøre i Sydafrika. Det blev endda til en vin, der fik præmie og en masse rosende omtale. Det var begyndelsen til en præmieregn over Tulbagh og Saronsberg, der allerede nu har placeret vinhuset blandt de bedste i Sydafrika.
                                   
Det er en god introduktion til det Saronsberg står for. Potent og stilfuld. Og spændende. Prøv at se druesammensætningen. Det er lidt frækt at blande de grønne Viognier-druer sammen med Shiraz, selv om det kun er 5%. Det giver vinen et venligt charmerende pift, som de fleste vil værdsætte.

Blandingen Syrah/Viognier kendes fra franske Hermitage. Vi vil ikke sige, at denne vin smager som Hermitage. Den er både fyldige og kraftigere med meget mere frugt og saft, end det franske forbillede. Den taler til sanserne. Selv om den er 14½ % alkohol virker den ikke tung og klodset. Den kombinerer på bedste måde sødmefuld frugt med vinøs renhed. Det er en vin i fin balance. Den er præcis i sine udtryk.

Tips til serving
Vinen vil være en perfekt partner til f.eks. lammeryg med mynte sauce, andebryst med orangesauce eller andre gode sager fra samme skuffe. Eller til gorgonzola. God fornøjelse.