2007 SediANa, Cirulli,
Sangiovese/Cabernet Sauvignon, IGT Umbriea

"Eksklusivt" det er vel det ord der dækker bedst, når man skal beskrive
vingården Cirulli. På afstand har man ingen fornemmelse af alderen. Formen
er tidløs. Umiddelbart kunne bygningerne have ligget der altid. Det virker
som en naturlig del af landskabet. Farvenuancerne spillede fint dæmpet
sammen med de grønne bakker. Og da vi kom igen i det sene efterår matchede
de markernes rustrøde og gule nuancer.

Helt tæt på, kan vi godt se, at det hele er nyopført. Brændte mursten, tygge tegl, fint pudsede vægge, brosten og marmor. Det lugter af god smag og mange penge. Vi er i Umbrien i Ficulle. Det er lidt nord for vinbyen Orvieto, der ligger
højt på en tufklippe. Det er en gammel etruskerby. Fra den imponerende
katedral kan man mod øst se den store Trasimenersø, og bagved skimtes
Perugia og Assisi. Vestpå kan man se ind over Toscana.

Valentino Cirulli er manden bag. Kan kalder sig vinmager og fortæller om at
familien har arbejdet med vin siden 1861. Det var det år Italien blev
samlet. Det var noget vi nævnte, men det blev der ikke reflekteret over.

Valentino formulerede sig poetisk. Om en nødvendig entusiasme, om drømme,
passion og ansvar. Ansvar overfor naturen.: "Moder jord giver mig alt dette
indpakket i aroma og sjæl". Han så på os for at fornemme om vi forstod ham.

Vi nikkede uden at sige noget. Der opstod ikke noget naturligt tidspunkt,
hvor vi kunne spørge ham om, hvor alle penge kom fra. Det var jo sådan set
også underordnet. I smagelokalet koncentrerede vi os om vinene. Flere
forskellige typer. Og i flere årgange. Man kunne hurtigt konstatere, at der
heller ikke var sparet noget her.
 
Det er noget af en bamse. Varm og saftig, læsset med skovfrugt, violer og en
fed, tør krydret smag pakket ind i 14% alkohol. Den er gæret og lagret på
små nye træfade i 10 måneder. Derfor lidt tobak og chokolade til at runde
det hele af.

Tips til serving
Smagen er ikke typisk italiensk - mere klassisk, fornem oversøisk stil. Perfekt til kraftige og krydrede kødretter, vildt og modne oste.