2008 Alta Marea, Chardonnay, San Valentino,
Emilia Romagna

Det er historien om sønnen, der vendte hjem til det gamle familiebrug med nye ideer og masser af energi. Hurtigt bliver der vendt op og ned på det hele. Vi er tilbage i midten af 1990'erne. Den unge Roberto Mascarin forlader Rimini og familien, der har drevet et lille San Valentino i flere generationer. Han vil ud og se verden. Og lære nye ting.

Roberto kom hjem igen i 1997. I lommen havde han et diplom som bevis på, at han nu var ønolog - en højere vinuddannelse. Faderen opgav at sætte sig ind i sønnens mange nye ideer, og overlod driften til ham. Lynhurtigt kom San Valentino på de internationale hitlister, og hvert år siden Roberto tog over, har vinhuset været flot omtalt i Gambero Rosso - den mest betydningsfulde vinguide i Italien. Samme sted beskrives Roberto Mascarin som et naturtalent og perfektionist, der ikke kan gøre noget forkert.

Jorden han har overtaget, kan ikke ligge bedre. Markerne skråner mod syd så druerne får maksimal sol, vinstokkene står i læ, nærheden til havet bidrager med kølige briser. Roberto har foretaget nogle nyplantninger og til overraskelse for både faderen og naboerne satte han 7000 vinstokke per hektar. Det er mere end det dobbelte af det man normalt gør på de kanter. Det er ikke for at høste mere, for det gør han ikke, snarere tværtimod. Hver vinstok får kun lov til at have ganske få drueklaser. Til gengæld er de så meget mere koncentreret.

Det er hans hemmelighed, som jo så ikke er nogen hemmelighed mere. For øvrigt håndhøster han også, og kun i ti kilos kurve, så klaserne ikke presses inden tid er.

Gæringen foregår i temperaturstyrede tanke. Hvidvinen koldgæres og behandles hele vejen særdeles nænsomt, for at bevare frugten og aromaerne optimalt. Derfor er det en ren fornøjelse at skænke Roberto's vine. Denne Alta Marea er sat sammen af 85% Chardonnay og toppet op med Trebbiano di Romagna, vel for at give vinen lidt lokalkolorit. Alligevel er det international velsmag, der dominerer denne smøragtige fedmefulde tørhed, som er kendetegnet for de bedste vine. Både i næse og smag er der signaler af citrus, honningmelon, æbleblomst, alt sammen understøttet af en frisk, elegant syre.

Tips til serving
Kølig serveret i store glas til - Roberto vil med det samme sige: "pasta med svampe". Vi siger lækkert! Men vil anbefale vinen til alt, hvor der er nogen der venter på et godt glas tør hvidvin.

Til fisk selvfølgelig, men også fjerkræ og lyst kød.