2005 Syriacus, Syrah, Tierra de Castilla

Endnu en god vinoverraskelse venter. Umiddelbart er vinen svært at placere, når man ser etikette og egentlig også når man smager den. Oversøisk er nok den første indskydelse. Øverst melder vinhuset sig: "Finca Los Nevados". Det giver en antydning af, at vi må være i en spansktalende del af verden. Og det kan ikke være mere rigtigt, for vi er i Spanien.

På bagsideetiketten kan vi læse, at oprindelsen er "Castilla". Vi kan tilføje, at der henvises til "det nye Castillen", der breder sig ud på højsletten syd fra Madrid. Det er Don Quijotes land. Det var her, han sammen med sin trofaste væbner kæmpede mod vindmøllerne. Vinden er stadig en vigtig del af livet i det nye Castillen. Den giver næring til de mange vindmøller på højsletten, som igen er livsnerven i samfundet. Sådan har det altid været. Derfor har de lokale et nærmest religiøst forhold til de forskellige vinde, der dukker op i årets løb.

De fire mest betydningsfulde er Gregal, Syriacus, Lebeche og Minstral. Og hvad er mere naturligt for et vinfirma med internationale ambitioner end at bruge disse navn i markedsføringen af deres vine. Sådan fik Finca Los Nevados rene og fine Syrahvin navnet Syriacus.

Det er ellers ikke megen Syrah vi finder i Spanien, men vores gæt er det vil blive den mest plantede druer i fremtiden. Den giver fremragende resultater. Den spanske udgave har intensiteten og kompleksiteten uden at det går ud over elegancen og finessen. Ganen trættes ikke. Man sidder med en følelse af, at man meget gerne vil have et glas mere. Sådan noget plejer at få succes.

Finca Los Nevados behandler den også godt. Det gælder både Syrah'en på marken og Syrah'en i kælderen. Den håndplukkes og sorteres nænsomt, kværnes og gæres og ligger og slapper af på nye små amerikanske træfade i 7 måneder. Vinen får først lov til at forlade vinhuset, når den er moden og drikkeklar. Og det er den nu. Mørk og saftig, tør og fyldig med en god solvarme og fin peberkrydret duft og smag. Balancen mellem frugtsødmen og den vinøse elegance er meget vellykket.

Tips til serving
Det er en kompetent hyggevin, der vil være en perfekt ledsager til de fleste retter, hvor man forventer sig et rigtigt godt glas rødvin.