2007 hope shiraz, hunter valley

Australierne brager frem med deres mærkevarevine. Og med stor succes. Fordi vi ved hvad vi får, og fordi vi synes, at vi får noget for pengene. Men man får endnu mere og endnu flere oplevelser, hvis man ulejliger sig lidt væk fra mærkevareruten, og søger ud blandt den underskov af unge, entusiastiske vinmagere, som knokler for at skabe sig et vinnavn.Som for eksempel Hope Estate, skabt af Michael Hope. Han var 34 og uddannet farmaceut, da han sammen med hustruen Karen og deres tre drenge, bestemte sig til at flytte fra Sydney til den fredfyldte Hunter Valley.

Det er Australiens ældste vindistrikt. Michael Hope blev hurtigt grebet af stemningen. I 1997 præsenterede han sin første årgang, lavet af  druer fra en lille vinmark, som han havde erhvervet sig nogle år før. I dag er Hope Estate på 90 hektar med vin. Visionen er helt klar: "Hope  Estate skal kun stå på kvalitetsvin, og kun på vin, der er har sine rødder på ejendommen.

Og vigtigst af alt, skal det være noget mine sønner skal være ligeså stolte af at drive, som jeg er. Michael Hope er stadig eneansvarlig og har en finger med i alt. Han kører traktoren ude på marken, beskærer og er med i høsten.

Det er også ham, der tager imod druerne og følger dem tæt på hele vejen til tapningen. Han vil ikke lave mærkevarevin, fordi hvert år er forskelligt, og derfor kræver en individuel behandling, hvis man skal få det bedste resultat.

Vi har smagt hans vine i flere årgange. Og er imponeret. De er uhyre vellavet og har samtidig den personlighed, som mærkevarevine naturligt  ikke kan have. Her en Shiraz fra Hope Estate. Kraftig og magtfuld i både næse og mund,med tydelige aromaer af blommer, solbær og sort  peber. Smagen er saftig og frugtig med lidt mokka og krydrede undertoner, og så dette fine pift af noget ubeskriveligt. Lad os kalde det personlighed.

Tips til serving
En flot og velstruktureret rødvin, der passer til krydrede og kraftige kødretter. Ikke mindst dem fra  grill....