2005 Château Saint-Elme, Bordeaux Superieur

2005 er en Bordeauxårgang der er blevet udråbt til noget af det bedste i nyere tid. Det sker samtidig med, at vi gang på gang hører og læser, at det med årgangene ikke har så stor betydning mere. Blandt andet ser man ofte Bordeauxvin i supermarked-annoncer uden angivelse af årgang.

Hvordan skal man som forbruger forholde sig til årgangsbegrebet?
Det er næsten altid regn og kulde på de forkerte tidspunkter,  der er skyld i det man kalder dårlige årgange. Gennem de sidste tyve år har man på forskellig vis kunne reducere  regnskaderne. Blandt andet ved effektiv markarbejde og mindre udbytte og stor selektion.

I måneden før høsten fjerner man de blade der dækker for klaserne. Er druerne våde, tørre de lettere og  samtidig får de maksimal sol. Hvis mosten der kommer i hus har for stort et vandindhold, kan man med en omvendt destillation reducere og koncentrere, og på den måde ”snyde” vejret.

Ny teknik har gjort, at man ikke mere kan tale om katastrofe årgange, eller bare dårlige årgange for den sags skyld. I stedet taler man om små og store årgange.

Forskellen er at vinene i en lille årgang  modnes hurtigt og generelt ikke har nogen gemme-værdig. Vinene i en stor årgang har et stort lagringspotentiale, og vil derfor blive fulgt nøje af vininteresserede. Det er disse vine og deres udvikling der skrives om.

Definitionen kræver at man kun bruger begrebet ”stor årgang” til ”store vin”. Det er nemlig kun Bordeauxvine i en vis klasse (fra hundrede kroner og op) der har den lagrings-potentiale, der kræves for en stor årgang. Derfor er det reelt når man underspiller årgangens betydning for de mange regionale- og små slotsvine, hvor høståret mere har værdi som en datomærkning.

Som fx med denne Château Saint-Elme. Den er lavet for at blive drukket ung, mens den stadig har sin friske frugt i behold. Det er nu man får mere end fuld valuta for pengene. Hvis der er nogle der køber vinen, fordi de har set/hørt at det er en stor årgang, og derfor vil lægge den i kælderen ti og tyve år, så er det en fejlinvestering. Når vi lige bruger lidt plads til at få dette budskab ud er det fordi, der desværre går alt for megen god vin til spilde på denne måde.

Lige nu smager 2005 Château Saint-Elme bedre end de langt dyrere top-vine fra samme årgang, der stadig har en rå og stram garvesyre, der skal bruge tid til at modnes. Denne vin er klassisk Bordeaux, med en rank og delikat vinøsitet, fyldig tør med tydelig solbær og svampemuld, en let krydret frugt, og en lang insisterende eftersmag.

Tips til serving
Nyd vinen til entrecôte, andebryst eller andre ting, hvor kødsmagen skal løftes.