2005 Vinha Do Monte, Vinho Regional Alentejano

Alentejano betyder "på den anden side af Tejofloden" - set fra Lissabon. Det er et kæmpeområde, der næsten dækker en tredjedel af Portugal. Tilbage i Middelalderen, da Portugal blev samlet til et rige, var Alentejo og Algarve de sidste områder, der blev erobret fra maurerne, der af religiøse grunde ikke havde tradition for at dyrke druer til vin. Det havde de nye herskere heller ikke planer om. Alentejo blev udnævnt til at være Portugals kornkammer. Vinen skulle komme nordfra, hvor man ikke kunne dyrke andet. Alentejo blev hurtigt de store godsers land, hvor korn, kork og oliven blev vigtigste afgrøder.

Det var i Alentejo, kimen til Nellikerevolutionen i 1974 blev lagt. Godsejernes feudalistiske styreform havde skabt en utilfreds underklasse. Det resulterede i en kort kommunistisk magtovertagelse, hvor først og fremmest Alentejo blev nationaliseret. I forbindelse med den efterfølgende demokratisering er jorden blevet samlet igen, og et nyt produktionsapparat er blevet genopbygget. Det har givet plads til vinbønder med visioner som blandt andet det berømte franske Lafite Rothschildt, der er en af de succesfulde vinaktører i Alentejo. Også det danskejede Cortes de Cima viser med utraditionelle topvine, at alt kan lade sig gøre på disse kanter.

Sogrape er Portugals største vinhus. Naturligvis har de også en vingård i Alentejo, hvor der gøres et stort arbejde med forædlingen af forskellige regionale blandinger. Vineriet hedder Herdade do Peso. Vi faldt for denne Vinha do Monte, som vi syntes på allerbedste måde både udtrykte noget meget lokalt, men som samtidig også har et fast og godt internationalt fingeraftryk.

Vejrmæssigt var 2005 enhver vinbondes drøm. Varme dage og kølige nætter gav netop den harmoniske balance mellem frugt og fylde, som alle ønsker at opnå. Da druerne blev håndplukket, var de ensartet modne og klaserne helt uden råd. Mindre end en time efter høsten, var stilkene fjernet, druerne kværnet til "grød" og gæringen sat i gang. Lagringen foregår på rustfri ståltanke, for at bevare frugt og saft optimalt.

Denne 2005 Vinha do Monte har en flot rubinrød farve, en stor imødekommende velduft og en saftig intens blød smag, hvor man kan fornemme både solbær og jordbær.

NB! Vi plejer som regel at opgive druesorten eller sorterne, der er benyttet i vinen. Det vil vi heller ikke snyde læserne for denne gang. Der er brugt Aragonês, Alfrocheiro, Trincadeira og Alicante Bouchet. Nej, det er heller ikke druer vi kender ret meget til. Men nu er de nævnt.

Tips til serving
Vinen er perfekt til kraftige og krydrede retter. Gerne til retter hvor der er gjort lidt ekstra ud af saucen.