2007 Les Safres, Côtes du Luberon, Vignoble de la Vallée du Rhône

Selv om der har været dyrket vin for foden af Luberon-bjerget siden romertiden, så er det først for 20 år siden, at man fik de franske myndigheders blå stempel og blev anerkendt i appellation controlée-klassen. Hvis man skal være lidt ondskabsfuld, så vil vi tilføje, at der skulle gå endnu 20 år, før Luberon-bønderne for alvor begyndte at leve om til deres nyvundne status.

Gennem årene har vi fulgt udviklingen nøje. Vi har ofte besøgt producenterne og lige så ofte gået tomhændet og skuffet derfra. Det vi blev præsenteret for var en letbenet og vandet udgave af det, som en god Côtes du Rhônevin skal være. Det var ferievine, der sådan set smagte ganske udmærket dernede, men som ikke ville kunne klare det danske klima og den danske mad. Men de sidste par år er der sket en tydelig kvalitetsforbedring i Luberon, og denne gang havde vi fornemmelsen af, at vi kunne vælge og vrage mellem en masse gode sager, hvor der var høj overensstemmelse mellem pris og kvalitet.

Vi er i Vaucluse departementet. Mellem Alperne og Middelhavet, for foden af de næsten ufremkommelig Luberon-bjerge, hvor små bysamfund lever en tilsyneladende ubekymret tilværelse. Her finder vi markis de Sades gamle slot. Vi møder mange nyrige, der har fundet sig en eksklusiv legeplads i det smukke landskab. Vinfolket betragter Côtes du Luberon som en del af Côtes du Rhône. De nyrig mener, at det er en del af Provence.

"Les Safres" som denne vin så flot hedder, er et resultat af en omhyggelig udvælgelse af druer fra de bedste områder i Luberon. Interessant nok er det i dette tilfælde de nord og nordvest vendte marker, hvor der er et roligt skift mellem dag- og nattetemperatur. Druerne til vinen er Grenache og Syrah, sådan nogenlunde ligeligt fordelt, så man både kan glæde sig over Grenachens saftige frugt og Syrah'ens klassiske og krydret velsmag.

Den er flot højrød med et fint purpur skær i glasset og let og imødekommende at gå til. I næsen rød frugt, solbær og sort peber. Rund og fyldig i munden med stor harmoni mellem frugten og de bløde tanniner.

Tips til serving
Lige til at skænke i glasset og nyde i store slurke. Gerne et par grader under stuens temperatur og gerne til pastaretter, retter med svinekød og lignende.