2007 Dolcetto di Dogliani, Piemonte

Vinen blev skænket i et stort glas. Duften bredte sig hurtigt ud i smagerummet. Det var som at stå i kælderen, når den unge vin stikkes om. Masser af saftig frugt. Lækkert og indbydende. Vi kom med det samme til at diskutere, hvad man skulle servere sådan en "karl" til.

Med vores skandinaviske tankegang, var vi straks inde på noget med kød, men vores vinmager ville have os i en anden retning. Han prøvede først at være imødekommende: "Så skal det da være hvidt kød. Kylling eller sådan noget,  men her i Italien drikker vi dolcetto til første ret, eller som aperitif. Kølig skænket naturligvis." Vi spurgte hvor kølig, og han svarede: "Direkte fra køleskabet".

Det er vi ikke enige i. Det dræber smagen, og det er en skam, for det er en vin med en flot velsmag. Kølig ja, men 14-16 grader vil gøre sig. Det understreger vinens friske frugt og giver fine sprøde undertoner. Det vil være en flot oplevelse til grillet fisk, grillet hummer/jomfruhummer, men så sandelig også til kylling og andet fjerkræ.

Lad os lige få styr på etiketten. Det er en ganske frisk årgang, og en vin der er lavet for at blive nydt helt ung. Den bliver ikke bedre af at ligge. Dogliani er det bakkede område omkring byen Asti sydøst for Torino. Vi er altså i Piemonte. DOC er den officielle oprindelsesgaranti. Dolcetto er druen. Den har sin oprindelse i Dogliani.

Navnet antyder "sødme", og det er druen også, men den ender som en tør vin. Cantina Clavesana er vinproducenten, og en af de meget respekterede, når det gælder fremstilling af netop Dolcetto.

Vinen er lavet på 100% Dolcetto. Druerne kvases til en grød og gæringen går i gang. Man sørger for en meget intens skalkontakt, så man på den måde får maksimal udtræk af farve, smags- og aromastoffer. Vinen ligger i 6 måneder på store tanke, hvor den bundfælder sig ved egen kraft.

Farven er dyb ruby, næsen fyldes med frugt, lidt sorte kirsebær og fine krydderurter, smagen er fyldig tør med en behagelig frisk frugtsyre.

Tips til serving:
En vin i fin balance som vil gøre sig godt i et stort glas, let afkølet til sommermad.