2004 Cairanne, R&D, Côtes du Rhône Villages

Der står "Grand Vin" på etiketten, og det er en stor vin, selv om begrebet i sig selv er ret uforpligtende. Det står enhver frit at kalde vinen for "Grand". 
Det er meget mere interessant at bemærke, at ordet "Cairanne" er fremhævet i forhold til appellationen.

Det plejer at være tegn på, at distriktet står foran en forfremmelse til at få egen appellation. Det er f.eks. sket med naboerne Gigondas, Vacqueyras og Seguret, der ligesom Cairanne ligger tæt på Châteauneuf-du-Pape. Vinene fra disse distrikter minder på mange måder om hinanden. Det er ikke så underligt, for det er samme sol, samme stenede jord, samme druevalg, tankegang og filosofi. Nogen er selvfølgelig mere omhyggelig end andre. Derfor kan man let finde en Cairanne, der er bedre end mange Châteauneuf-du-Paper. Og billigere.  Det er det, vi har gjort, synes vi.

Allerede for ti år siden var man ret sikre på, at Cairanne-distriktet ville få egen appellation. Ingen har givet os noget fornuftigt svar på, hvorfor det ikke er sket. Der er ingen tvivl om, at der er gået politik i sagen. Man taler om en borgmester med kommercielle interesser, der kom i konflikt med sine vælgere, og at det store betydningsfulde kooperativ, Cave de Cairanne, måske ikke var så interesseret, fordi vinbønderne så ville forlange mere for deres druer. Vi er ligeglade, og det er vi sikre på, at vores kunder også er.

Vinen kommer fra en af Rhônedalens unge vinkøbmænd.  Francois Arnaud hedder firmaet. For letheds skyld bare R&D. Vi har handlet her flere gange og altid været godt tilfredse. 2004 er den første vin, R&D udbyder fra Cairanne. Vinen er lavet på druer fra en vinmark på bare 7 hektar. 2 hektar med Syrah, 4 hektar med Grenache og en med Carignan. Druerne blev høstet mellem den 27. og 29. september. Håndhøstet selvfølgelig. En lang kølig gæring har trukket alle smags- og aromastoffer fint ud, og for at bevare dem optimalt, har vinen kun fået kort lagring på fad inden aftapningen.

Hæld vinen i glasset. Læg mærke til den mørke farve og det brillante skær. Og duften. Jordbær, sorte oliven, kaffe og krydderier. Den er alkoholrig som en Châteauneuf-du-Pape (14%), men smagen er fyldig tør og meget venlig. Et lille strejf moden syre giver den rette rygrad og velsmag.

Tips til serving:
Kan nydes nu med stor fornøjelse, men kan også nemt tåle fire-fem år på flaske.