2006 Château Notre Dame du Quatourze,
Nautica, Coteau du Languedoc

Vi har haft denne vin i tidligere årgange. Både til vores egen og vores kunders store tilfredshed. Det må blive én af de vine der får lov til at optræde fast i vores sortiment år efter år. I alt fald så længe de fastholder den høje kvalitet og den lave pris.

Vi er nede i det sydfranske, hvor solen altid skinner tilstrækkeligt til at fuldmodne druerne, og regnen generer aldrig så meget, at det er et problem.
Den sidste del af slottets navn er geografi og henviser til det stenede og grussede plateau der ligger helt ud til havet ved Nabonne.

Derfor "nautica" på etiketten. Historisk omtales Quatourze som det ældste vinområde i Frankrig. Det var grækernes havn og her de satte de første vinstokke lang tid før romerne kom til. Måske var det varmen der tiltrak grækerne, for beviseligt er det lidt varmere her på denne plet, end andre steder langs kysten.

På Château Notre-Dame betragter man varmen som  en gave og ikke et problem. Friske briser fra havet og i flere omgange decideret havgus lægger sig som et beskyttende filter mellem solen og druerne. Det giver en ekstra lang modningsperiode, hvor druerne opnår den maksimale frugt og aroma. Netop disse egenskaber er hvad slotsejeren ønsker i sin vin. For at nå målet lader han  skaller og most have en lang kontakt inden gæringen, og vinen tappes forholdsvis ung på flaske.

Af samme grund springer han også fadlagringen over. Han mener, at det høre til gamle dage. "Folk vil have druer og ikke træ!" siger han. Flere og flere synes at være enig med ham. Australierne gør lige frem en dyd af, at fortælle at den og den vin er "unwooded", og at det skal forstås som et kompliment. Vi kan hurtigt blive enige om, at træet aldrig må dominere.

Og det gør det så naturligvis heller ikke i denne meget indbydende og forunderlig smygende vin der fylder munden med fornøjelse. Det er en blanding af Syrah, Grenache og Mourvèdre. Den maser sig ikke på. Den behager med en elegant velsmag, hvor der både dukker lidt peber og kaffe op. Det er en vin man har lyst til at tage en slurk mere af, og tygge lidt på, og bemærke alle nuancerne.

Tips til serving:
Vinen skal nydes et par grader under stuens temperatur til lam, svine- og kalvekød og retter, hvor der er gjort noget ekstra ud af saucen.