2005 BIGI, Tamante, Umbrien IGT

På den umbriske dialekt betyder tamante stor - navnet passer godt til denne unge rødvin.

Den ældre generation husker tiden, hvor umbriske vine altid var søde, gyldne og hvide. Mange har besøgt Orvieto, det kendte vinområde i Umbrien. Det er en gammel etruskerby, der ligger på toppen af en høj tufklippe. Har du været der, husker du sikkert den fantastiske katedral med den udsmykkede marmorfacade. Og sikkert også de gode tørre, hvide vine og de ædle, søde. Hvis man ikke har været der for nylig, har man ikke noget indtryk af de røde vine fra egnen. For de er først kommet til inden for de seneste fem-ti år.

En af de producenter, der har stået i spidsen for denne udvikling, er det gamle vinhus BIGI. De har brugt mange kræfter på ihærdig søgen efter kvalitetsvejen. Målet er nået, og de har ikke tænkt sig at fravige kursen. BIGI har blandt andet arbejdet intenst med forskellige druesorter. Både de internationale og de mest kendte italienske. Denne Tamante er sat sammen af 70% Merlot, 20% Sangiovese og 10% Montepulciano.

Druerne er hentet fra højtliggende marker, der nyder godt af en vis nattekølighed. Høsten begyndte i september og varede til slutningen af oktober. Der er naturlige pauser i høsten, for her plukker man ikke, før de forskellige sorter og jordlodder fremviser maksimal modning.

Merloten har fået 12 måneder på små franske egetræsfade, mens Sangiovesen og Montepulcianoen har ligget otte måneder inden den endelige blanding og aftapning.

Tips til serving
Den går fint alene, men ellers til alt hvad der er italiensk, ikke mindst pastaretter.