2005 Terre di Rubinoro, Rosso di Montepulciano

Montepulciano er et af de vinrelaterede navne, der godt kan drille lidt. Vi har for eksempel en aldeles glimrende vin, der hedder Montepulciano d'Abruzzo. Her er det druen der henvises til. Altså Montepulciano-druen fra Abruzzo-regionen.
I tilfældet med den aktuelle vin Terre di Rubinoro er det ikke druen men geografi. Byen Montepulciano ligger smukt på toppen af en høj i den sydlige del af Toscana. Det er herfra nogle af Italiens berømteste og mest historiske vine har deres rødder. De kaldes Vino Nobile di Montalcino.

Man er lidt uenige om, hvordan "nobile" skal fortolkes. Er det fordi, det er den mest udsøgte kvalitet der bruges, eller er det fordi, vinen var beregnet til de fine folk, de noble, adlen! Begge dele er selvfølgelig også en mulighed.

Terre di Rubinord kommer fra Montepulciano-højen, men har ikke ret til "Nobile" betegnelsen.  Det er ikke, hverken smag eller kvalitet der forhindrer det, men producentens valg.  Drueblandingen er den samme, alkoholprocenten er den samme, men vinen har ikke lagret to år før aftapningen, som loven kræver for en Vino Nobile. 

Vores vin har fået et år på store slavoniske egetræsfade, og har derfor meget mere saft og frugt, end det man ellers møder på de kanter.

Det kan meget vel være, at der er nogle af vores kunder, der har dårlige erfaringer med vinene fra Montepulciano. I 1970'erne og 80'erne var der meget skidt, der fik lov at dække sig ind under byens navn. Det var spidse og syrerige sager, som man skulle bruge mange år for at vænne sig til. Der er stadig nogle, der holder fast i denne stil, og derfor kan man også i dag opleve skuffelser. Sådan noget går vi uden om i en stor bue.

Vi smager og får os en snak med folkene bag vinen. Vi hører om deres mål og forudsætninger. Om deres overvejelser. Blandt andet med drueblandingen. I denne vin er den dominerende drue Prugnolo Gentile med støtte af Canaiolo og Mammolo. "Jamen skal der ikke mindst være 70% Sangiovese i en vin fra Montepulciano", spurgte vi overrasket. Vi fik så at vide, at de lokalt kalder sangiovese for prugnolo gentile.

Vinen har en intens rubinrød farve og en duft af moden frugt, jord og læder.  Smagen er blød, smygende og elegant med en frisk livgivende frugtsyre der skaber en behagelig finish.  

Tips til serving:
Den kan drikkes nu, men kan også nemt tåle et par år mere på flaske. Nyd den til alle former for kød. Den er særlig velegnet til ost.