2004 Buzet "Z" Merlot/Cabernet

Vi skal til Frankrigs sydvestlige hjørne, hvor Bordeauxdistriktet dominerer så meget, at det skygger for alle de andre gode vinmuligheder.  Det er lidt synd, hvis man derfor overser muligheden for en lille udflugt ind i det smukke og velduftende "bagland",  som gennem de sidste ti år er blevet legeplads for innovative vinmagere.

Vi kan stadig fornemme Bordeaux bag os, når vi ser skiltet der byder velkommen til "Buzet". Det er de samme druer, og vel i store træk også samme jord og klima, man arbejder med. Måske er det lidt mindre regnfuldt og lidt varmere end i Bordeaux. Det siger de lokale i alt fald.  "I gamle dage brugte de vores vin til at blandet i deres egen" siger de og peger mod Bordeaux. Sandt er det, at det kan være vanskeligt at skelne en gennemsnitlig Bordeauxvin fra en Buzet-vin.

Tidligere var Buzet kendt for at lave små bondevine, der ikke gjorde det store indtryk på nyderen. Men det er slut. Producenterne ved, hvad det internationale marked efterspørger. Derfor går de nu efter et lavt høstudbytte og bruger nyeste teknik i kælderen. Blandt andet kold maceration som giver en meget kraftig farveekstraktion og maksimal udbytte af aroma- og smagsstoffer.

Årgang 2004 favoriserede Merlot der modner før nogle af distriktets andre druer. Derfor valgte man også at lade den dominere blandingen og blot toppe op med 20% Cabernet. Druerne kommer delvis fra en ung vinmark, der er 8 år gammel, og delvis fra en gammel med stokke der er mere end 30 år.

For at bevare frugten og friskheden har man undladt fadlagring, men vinen har slappet af på tank i et år, så den har bundfældet ved egen kraft, og derfor kun har fået en let filtrering før aftapningen.

Smagsmæssigt kan man altså forvente sig noget, der ligner Bordeaux. Mørk i glasset med en frisk velduft, en fin græsagtig syre der giver liv og karakter og samtidig en smøragtig fylde, der gør vinen let drikkelig. Man fornemmer både solbær og kirsebær og en vin i fuld balance. 

Tips til serving:
Klar til at blive nydt til lyst kød, grill og lignende. Gerne serveret et par grader under stuens temperatur.