2006 Coste del Molino, Verdicchio de Castelli di Jesi, Classico DOC, Monte Schiavo

Et langt men også meget poetisk navn. Især oprindelsesgarantien, "Verdicchio de Castelli di Jesi", sætter smukke tanker i gang. Vi er i Mellemitalien i regionen Marche, som ligger ud til Adriaterhavet. Helt nøjagtig er vi i Ancona-provinsen, der har taget navn efter den vigtigste by i regionen.

Jesi er en lille by i bjergene bag Ancona. Landskabet her kaldes Castelli di Jesi. Det er et navn, der er kommet godt rundt i hele verden, fordi det står på etiketterne på nogle af Italiens mest charmerende og velsmagende hvide vine. I midten af 1950'erne gik det lidt trægt med afsætningen, indtil en lokal producent opfandt en grøn amforaflaske inspireret af formen på den græske lerkrukker.

Den fik succes på eksportmarkedet. De lokale konkurrenter fulgte hurtigt efter, og snart  var den karakteristiske flaske blevet identisk med hvidvin fra Castelli di Jesi. Men som det ofte går, så udvandes kvaliteten, når det skal gå for stærkt, og gennem det sidste årti i 1900-tallet, var Castelli di Jesi-vinene opfattet som ligegyldige turistvine. Synd for de mange gode producenter, der stadig fortsatte med at lave gode kvalitetsvine. De mest kvalitetsbevidste begyndte at tappe deres vin i almindelige flasker. Men i virkeligheden er det ikke flaskefaconen, der er afgørende, det er det, der kommer ud af den, der tæller.

Coste del Molino er navnet på vingården, der ligger godt gemt inde i bjergene. Druerne er 100% Verdicchio, og Monte Schiavo, der er firmaet bag det hele, gør sig den ulejlighed kun at høste de fuldmodne druer, og kun de klaser, der er helt uden råd. Det betyder, at man skal gå gennem rækkerne flere gange. Som regel er man ikke færdige med høsten før i midten af oktober. Hektarudbyttet er lavt, det koncentrerer smags- og aromastofferne.

Derfor skal det ikke overraske, at denne Coste del Molino er både intens og insisterende trods den forfinede og elegante fremtoning. Den bedøver ikke med voldsomme duft- og smagseffekter, men pirrer og antyder med fine sprøde noter af nødder, anis, ananas og citrus i en tør, frisk fyldig struktur.

Tips til serving:
Klar til at blive serveret kølig i store glas til havets frugter, kogt fisk, pateer og fjerkræ.