2005 Schisteil, Saint-Chinian

Normalt lader vi os ikke imponere af vinproducenternes megen snak om jordbundens betydning for vinens smag. Vi lytter og nikker indforstået og undlader at diskutere emnet, som er meget følsomt. For vinbonden er hans jord det vigtigste. Den er der ingen, der kan tage fra ham. Derfor holder han fast i sine argumenter. Men der er så mange andre ting, som er vigtigere. Det er dem, vi noterer os, og det er dem og vinen i glasset, der bestemmer vores indkøb.

Da vi blev præsenteret for denne vin - en "cru" fra det sydfranske Coteaux du Languedoc med appellationen Saint-Chinian - fik vi først en lang lovprisning af jorden, der hovedsagelig består af en bestemt slags skifer. Vi forstod, at det var sten, der både havde fået mere varme og pres end almindelig skifer. Mange millioner år gammel naturligvis. Og så kom en lang snak om de mineraler, der havde været med til at danne denne speciel hårde skifer. Det var forklaringen på vinens succes.

Vi kan godt forstå, at de sorte skiferplader, der helt dækker jorden her i Saint-Chinan, suger varme til sig, og virker som en varmedunk om natten, når solen er væk. Det giver druerne et større sukkerindhold og dermed en vin med et større alkoholpotentiale, men at man skal kunne smage skiferen, vil vi stille os skeptisk overfor.  Derimod er det en kendt sag, at ting, der gror i umiddelbart nærhed af vinstokkene, kan registreres i vinen. I Saint-Chinian finder vi både mimoser og appelsintræer sammen med vinstokkene. Dem bilder vi os ind, at vi kan smage. Og vi kan smage alle de gode ting som kommer fra gamle Carignanvinstokke, Grenache, Syrah og Cinsault.

Havde vinen haft skifersmag, havde vi ikke købt den. 

Vinmarkerne beskyttes mod kolde vinde af Caroux bjergkæden, der er en del af de forrevne Cervenner. Klipperne og den varm jord er ikke særlig frugtbar. Derfor er udbyttet lavt og koncentrationen stor. Vinbønderne i dette bjergmiljø betragter ikke vinavl som et erhverv, men som et kald. De kæmper mod sten, tørke og manglende muligheder for stordrift. 

I kælderen lader de tiden arbejde. Der er ingen hastværk. Vinteren skal jo gå med noget. Der bliver kælet lidt ekstra for vinen. Smagt lidt frem og tilbage og diskuteret. Det er en alvorlig sag, for de skal jo selv drikke den. Den skal kunne drikkes til mad og helst passe til lidt af hvert. Den må ikke være fed og alkohol tung, men den skal smage af noget og blive lang tid i munden. Og sådan er resultatet også. Dyb rubinrød i glasset, fyldig tør, krydret med en god frugt og i horisonten lidt kakao, mocca og jordbær.

Tips til serving:
Meget velsmagende og lige til at gå til. Perfekt til kalv og lam i let krydrede saucer. Skal nydes nu og de næste par år.