2006 SASSAIoLO Rosso Piceno DOC, Marche

Når der er nogen der nikker genkendende til Marche som vinregion, er det som regel fordi de kender den aldeles glimrende tørre, hvide Verdicchio. Har man ikke smagt den, bør man lede efter den. Men nu skal vi til at lære nogle af den mellemitalienske regions røde vine at kende.  Marche ligger ud til Adriaterhavet. Toscana og Umbrien er naboer mod vest og Abruzzo mod syd.

Så har vi fået placeret området rent geografisk. Vinmæssigt er det som nævnt den hvide Verdicchio, der har været visitkortet ud af til.  De røde Marche-vine har hidtil være forbeholdt de lokale og så de mange turister. Vinene har haft ry for at være lidt lyse og syrerige. Men det er der lavet om på nu. Blandt andet fordi man blander flere og flere Montepulciano druer i den ellers Sangiovese dominerede vin. 

Hov!  siger man ikke, at Sangiovese og Montepulciano er samme drue?  Jo, det har vi også troet, men det passer alligevel ikke. Montepulciano er tyk skallet og giver i fuldmoden stand intense og alkoholrige vine, sådan som vi gerne vil have dem.  Den Sangiovese man bruger i Marche er en meget højtydende klon, og det gør at resultatet godt kan være lidt spinkelt. Men når man begrænser høstudbyttet, får man en anstændig vin, og når man blander halvt af hver (Sangiovese og Montepulciano) så får man en super velsmagende vin. Det er netop hvad vores leverandør har gjort her.

Druerne er hentet fra de højtliggende marker rundt om Ascoli Piceno, en lille by helt sydpå i regionen. Druerne er håndplukket mellem den 10. og 20. oktober. Et halvt års lagring på de traditionelle store træfade, og så på flaske klar til at blive nydt.

Vinen er purpur rød og domineret af frisk frugt, en god saft, lidt urter, skovbær og blommer. Middelfylde med et fint lille tanninbid der udlignes af frugtsødmen.


Tips til serving:
En ung vin der kræver godt med luft og en fint stykke mørkt kød, eller en god pastaret med kødsauce.

Vinen skal nydes mens den er ung og inden de næste to, tre år.