2004 Tolhuys ”du plessis” family wines, Western Cape


Mange gange er den druesortblanding der opgives på vinens bagetiket et udtryk for det, der står på marken. Det behøver nødvendigvis ikke at være identisk med det enkelte års blanding, fordi man hvert år tager stilling til, hvordan høsten af de forskellige sorter har været, og først her bestemmer den endelige sammensætningen.

Når der på bagetiketten af denne vin står Cabernet Sauvignon 46%, Merlot 43%, Petit Verdot 7%, Shiraz 3% og Cabernet Franc 1%, så er det kendsgerningen for årgang 2004.

Det er to af Sydafrika’s mest talentfulde vinproducenter, der står bag denne vin. De har lavet aftaler med en række vinbønder og fortalt dem, hvad de skal gøre og hvornår det skal gøres. De følger arbejdet i marken hele året og vurdere kvaliteten af høsten inden de bestemmer om de vil købe, eller lade vinbønderne sælge til anden side. Derfor ændres drueblandingen fra det ene til det andet år. De har selvfølgelig en ide om, hvad de går efter. I dette tilfælde er det typisk en klassisk Bordeauxblanding, hvis ikke det lige var for en lille portion Shiraz, som ikke findes i Bordeaux. Men det er så lidt, at det ikke forstyrre helhedsindtrykket, men alligevel nok til at give vinen et lille krydret pift.

Apropos angivelse af druesortsprocentandele, så kom vi til  at tænke på dengang vi til vores overraskelse opdagede, at druerne til en vin vi var blevet tilbudt,  tilsammen udgjorde 115%!  Vi spurgte vinbonden, der ligeså afslappet svarede, at han også havde været nødt til at bruge en lidt større flaske!!

Tolhuys lagres et år på små franske egetræsfade. Vinen pumpes aldrig rundt. Alt foregår ved naturlig tyngdekraft. Også aftapningen.

Det er en vin man har lyst til at sidde og tygge lidt på. Smagsoplevelserne kommer i flere lag. Vinen ændre sig en lille smule hele tiden. Nye ting dukker op. Potent smag med markante mineraler og fin druesødme, lidt eucalyptus i den friske, saftige, letkrydrede og robuste smag. Solid og velsmagende.


Tips til serving:
En god kødvin. Husk at servere den i store glas. Drikkes med behag nu og de næste tre, fire år.