2003 Montesinos, Crianza, Jumilla


Jumilla er navnet på en lille hyggelig by i Murcia’s bagland. Centrum er smukt restaureret, der er velholdte parker med skyggefulde træer og en række gode madsteder, der byder sig til. Man fornemmer denne diskrete velstand, som viser, at det går godt. Vi er i et højland, 500-800 meter, og fornemmer bjergene ude i horisonten. Jorden er sandet og forunderlig rødbrun. Mandel, oliventræer og vinmarker dominerer landskabet.
Grunden til at det går godt skyldes, at Jumilla har fået en helt ny vinidentitet. Tvunget af nødvendigheden.  Indtil for femten år siden koncentrerede vinbønderne sig om at høste så mange druer som muligt, og det lokale kooperativet forsøgte at gøre dem kunsten efter og lavede så meget vin ud af det som muligt. Sådan var det bare. Alle var tilfredse med den tilværelse, som Gud havde budt dem, men pludselig forsvandt deres livsgrundlag. Vinlusen kom uventet på besøg. Det var efterkommere af den vinlus, der hundrede år før havde ædt sig gennem alle Europas vinmarker, altså lige  med undtagelse af Jumilla, som den havde overset i farten. Alt måtte rives op.  Løsningen var at tilplante vinstokke med resistente rødder. I den forbindelse gjorde man sig nogle overvejelser om, hvad det skulle være for noget. Flere havde tidligere haft gode resultater med Monastrell, og det blev valget, og samtidig starten på succesen.
Der blev tilplantet med nye, bedre, virusfri kloner, og resultatet var forbløffende. Man fik international anerkendelse med det samme. Monastrell gør sig fint på egen hånd,  hvor den markerer sig med en intens frugtsmag, stor fylde, dybde og intensitet. Samtidig har den vist sig at være god i blandinger med Tempranillo, Cabernet Sauvignon og Merlot.
Det tørre, varme og solrige klima sikrer fuldmodne druer hvert år. Sygdomsangreb er sjældne, og det betyder, at druerne de fleste år er dyrket økologisk. Vinen får et års lagring på små franske egetræsfade. Normalt ligger spansk vin på amerikansk eg, der giver en karakteristisk sødmefuld vanillesmag. Det har denne vin ikke. Den er mere international med frugten ”up front”. Den er fyldig tør, saftig, både blød og udfordrende samt drikkevenlig på samme tid. En lækker smag med et godt bid.


Tips til serving:
Den kan drikkes nu og de næste tre, fire år. Og gerne til gode, krydrede kødretter.