2002 Brunito Barolo

Kongernes vin, vinens konge
Barolo er et af de gode gamle vinnavne, der gennem historien har været værdsat af de europæiske kongehuse, zarerne, og hvem der ellers kunne betale for det bedste i verden.
Produktionen er begrænset af de fem høje lige udenfor Alba i Norditalien.
Godt og vel 6 millioner liter Barolo bliver det til på årsbasis. Det er ikke meget set i forhold til andre af verdens store vine. Nebiolo-druen er eneherskende. Ingen andre steder giver den større intensitet og kompleksitet.
Barolo kan let overraske og forvirre mindre trænede ganer, så de aldrig tør prøve igen. Har man fx. levet et lykkeligt liv med Merlot fra Chile, så vil Baroloens  høje garvesyreindhold virke påtrængende. Er man forberedt på lidt modstand og har fået lagt smagsforventningerne i de rigtige folder, så er oplevelsen berigende, for ikke at sige stærk vanedannende. Og fyldt med nye indtryk.
Aromaerne kan være fantastiske. I den unge vin er det saften af mørke bær, der dominerer. Hurtigt blander der sig både florale og herbale elementer. Krydderier kommer til og måske tobak og tjære. Boldværk er der nogen, der siger. Med alderen opstår en yndefuld, blød, sveskeagtige fylde. Syren dæmpes.  Blomsterne forsvinder, i stedet fornemmes visne roser og svampe. Det er denne generøse udfoldelse af overraskende duft- og smagselementer, der gør Barolo til noget særligt. Det er sådan noget, kendere elsker at samles om og diskutere. For der er virkeligt noget at tale om.
Årgang 2002 var lidt vanskelig, ikke bare i Barolo, men i hele Italien. Det var usædvanligt køligt i hele vækstsæsonen, og regn og hagl generede selve høsten. De, som havde råd og vilje til kun at tage den bedste del af høsten med, har lavet aldeles glimrende vine. Ikke med den tyngde eller holdbarhed de store år bringer med sig, men vin med både ynde og velsmag.  
Her overrasker Brunitos Barolo med en blød, cremet fylde. Nærmest burgundisk i sin fremtoning. Man fornemmer en vis modenhed allerede. Lidt svesker og rosiner, blommer og kirsebær. Det hele smelter sammen med chokolade, tobak og pinjer, og rundes af med en karaktergivende garvesyre.

Tips til serving:
Vi kan love en god oplevelse nu og de næste fem år.    
Serveres til klassiske kødretter.