2005 Domaine des Ondines, Vacqueyras, Frankrig


Tidligere pegede man altid på Vacqueyras, hvis man ville have en af de bedste Côtes du Rhône Villages vine. Nu er den ikke ”Village” mere, men er ophøjet og har fået egen selvstændig appellation, så derfor må vi finde noget andet at pege på.  Det kan for eksempel være, at man hellere skal vælge en god Vasqueras frem for en jævn Châteauneuf-du-Pape.  Selv er de mere ydmyge og ser sig som et godt alternativ til en anden nabo, nemlig Gigondas.  Fælles for de tre vinnavne er, at de bedste af dem hører til i den absolutte top i Rhônedalen.

Vacqueras er en stenet høj for foden af Dentelles de Montmiral. Der står vin på ca 1200 ha, og hvert år produceres der omkring 4 millioner flasker.  En lille portion af det kommer fra familiefirmaet Domaine des Ondines, hvor den unge vinmager, Jeremy Onde, tryller nogle aldeles fremragende vine frem fra kælderen.  Han ved at kvaliteten skabes på marken og har derfor sat nogle ret stramme regler, blandt andet må hektarudbyttet ikke overstige 3200 liter. På den måde koncentrerer man smag og aromastoffer, og vinen får den dybde, der ofte er forskellen på en ordinær og en ekstraordinær vin. Jeremy har en ide om, at Grenache-druen der dominerer denne vin, bevarer sin vidunderlige frugt allerbedst, når den ikke får ret lang tids lagring på fad. Derfor tappes vinen hurtigt på flaske. Selvom den har 14% alkohol,  virker den ikke hverken tung eller klodset. Tværtimod danser vinen fint ind over tungen og afleverer en berusende flot vinøs oplevelse med kirsebær, peber og kaffe i en saftig frugtig indpakning. I duften fornemmer man baglandets parfume fra lavendler og cypresser.


Tips til serving:
Jeremy Onde nyder gerne sin egen vin til alt, men især til kalvefrikassé med citron, siger han og ser tilfreds ud. Den skal iltes inden serveringen og vil være på toppen de næste 3 år.