2005 Clos de los Siete, Mendoza, argentina


En stjerne med syv takker er født
Vi kender Mærsk’s syvtakkede stjerne. En tak for hver arbejdsdag i ugen.  Nu har vinens verden også får sin syvtakkede stjerne,  der illustrerer et ejerskab mellem 7 franske vingårdsejere. Den allerstørste tak må tilfalde Michel Rolland, som er den egentlige initiativtager bag det ambitiøse projekt.
Man kan leve et glimrende liv uden at vide, hvem denne Rolland er, men i dette tilfælde er det nyttigt for forståelse, at kende lidt til hans meritter. Michael har selv et vinslot i Pomerol. Hans vin havde en særlig intens og koncentreret smag, fordi han ikke bare sorterede og kun valgte de bedste druer, men han drænede også mosten, så der procentvis var flere skaller til at give smag og farve. Og så lod han vinen andengære (malolaktisk) let opvarmet (28 grader) på små nye ”toastede” fade. Det giver vinen en sødmefuld tør fylde med fine røgede undertoner. Netop det smagsdommer nummer eet i verden Robert Parker sætter pris på. Når han giver høje points, kan vinene sælges til høje priser. Flere og flere af Bordeauxs slotsejere kontaktede Michel Rolland, og bad ham være konsulent for dem. I løbet af få år blev Rolland konsulent for 112 slotte i 10 forskellige lande.

Det bragte ham blandt andet til Argentina og for foden af Andesbjergene med udsigt til det majestætiske Aconcagua der er næsten 7 kilometer højt, fornemmede han, at betingelserne for vinavl var optimale. Han boede der et stykke tid, og tog rundt forskellige steder i Mendoza. Små hundrede kilometer syd for Mendoza by og mere end 1000 meter oppe fandt han det han havde drømt om. Dalen hedder Uco Valley og byen Vista Flores. Her skulle det være.
Michael Rolland havde lovet en række af de slotsejere som han var konsulent for, at hvis han fandt ”vinparadiset”, vil de være med til at udvikle det. Det var syv i alt, og vingården kom derfor til at hedde ”Clos de los Siete”. Den ligger nu som en grøn oase midt i det ellers golde højland. Alle erfaringerne er brugt til at gøre denne vingård til noget ganske særligt. Blandt andet er det så gennemtænkt, at hverken druer, most eller vin skal pumpes rundt. Det hele sker ved egen tyngdekraft. Høstudbyttet er meget lavt, og endnu mindre når håndsorteringen, både før og efter afstilkningen, er foretaget. Lagringen foregår for 2/3 dele i nye franske egetræsfade, og vinen aftappes uden filtrering. Denne årgang 2005 er sat sammen af 40% Malbec, 20% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot og 20% Syrah. Årgang 2002 var den første og den blev modtaget med begejstring af alle. Også Rober Parker. 2005 som vi præsenterer her vil også få verdens vinproducenter til at skule misundeligt til det, der er muligt på Clos de la Siete. Det er en vin som er umiddelbar lækker og velsmagende. Selv om den har et stor lagringspotentiale,  har man svært ved at overbevise sig selv om, at man skal vente på at nyde oplevelsen. Vinen har en god portion garvesyre, men den er moden og blød og gemt væk i masser af saftig frugt. Man fornemmer blomme, lakrids og svesker og til sidst lidt kaffe, noget ristet og noget røget.

Tips til serving:

Serveres til klassiske kødretter.