MÅNEDENS VINE I august   til arkiv


2003 Los Vascos, Cabernet Sauvignon, Colchagua
Domaine Barones de Rothschild (Lafite)


Baronen kom på besøg i dalen

Der er mange grunde til Chiles vinsucces. Det stabile klima med sol og varme på de rigtige tidspunkter er selvfølgelig en vigtig faktor. Men bare en af mange. Noget som især har lokket feinschmeckere til at investere tid og penge i at blive vinbonde i Chile er, at man her, som det eneste sted i verden, kan arbejde med upodede vinstokke. Moderplanterne blev i 1850’erne hentet til Chile direkte fra nogle af Bordeauxs fineste vinslotte. En af dem der leverede stiklinger var Château Lafite Rothschild i Bordeaux. Baron Rothschild havde ingen planer om, at involvere sig i Sydamerika, men da demokratiet igen vendte tilbage til Chile, åbnede der sig nogle muligheder. En energisk chilensk vinbonde havde ved flere lejligheder forsøgt at få et samarbejde i gang. Baronen fik sympati for manden og især for hans vin. Han lod sin direktør tage et smut forbi. Han var begejstret. Baron Rothschild måtte selv se herlighederne, og blev overbevist. I 1988 gik  Domaine Barons de Rothschild, fuldt ind og overtog driften af vingårde Los Vascos. Få år efter var vinen af så høj kvalitet, at Rothschilds våbenskjold  med de fem pile både kom på etiketten og som monogram på flasken. Los Vascos finder man et par timers kørsel sydvest for hovedstaden Santiago. Dalen man kører ind i hedder Colchagua (kol-tja-hva). Det er her tingene sker. Mange kendte europæiske vinnavne står bag udviklingen. Aller yderst og så tæt på havet, at man kan fornemme det i luften, ligger Los Vascos. Man ser på de velplejede vinmarker, at det er et sted, hvor intet spares, for at opnå det optimale. Modtagelsen af druerne er overdækket, så druerne ikke sveder. Man har kapacitet så der aldrig går længere end 45 minutter fra druerne høstes til de vinificeres. Lagringen 12 til 18 måneder  foregår i kolde kældre. 
Høsten er af samme størrelse som på Château Lafite Rothschild. Det vil sige over 300.000 flasker i gennemsnit om året.  Konkurrenterne i Chile sagde, at så meget kunne man ikke lave, hvis man havde ambitioner om en top kvalitet. Baronen svarede, at det var gået meget godt på Château Lafite Rothschild igennem tiderne.  Og betingelserne var sådan set bedre i Chile. Lidt sydamerikansk har der blevet plads til på Los Vascos.

I en lille lund er der opført en luksus hacienda med højt til loftet, og udsigt til store vidder.
Her bor baron Rothschild de to gange om året, hvor han sikret sig at alt lever op til familiemonogrammet på flasken. 2003 Los Vascoc  er lavet på ren Cabernet Sauvignon, håndplukket og kælet for. Vinen vinder ved en kort iltning. Stilen er tydelig hentet i Bordeaux. Stram og rank helt uden den oversøiske druesødme. Saftig tør vil man vel sige.

Tips til serving:
En oplagt vin, når man skal understrege smagen i et godt stykke kød. Skal nydes nu og de næste tre, fire år.