2001 Clos de Sainte Anne, Pomerol

 
Fra manden bag Petrus - til sande livsnydere.
 
Målet var klart: Vi ville finde en særlig eksklusiv vin at imponere vores medlemmer med. Der skulle simpelthen være noget førsteklasses i første kasse. Derfor vendte vi blikket mod Bordeaux.
 
Hvert år udbydes omkring 750 millioner flasker Bordeauxvin. Hvis man skal finde vej gennem junglen, er det nødvendig at have de rigtige forbindelser. Det synes vi nok, at vi har. Pomerol er måske ikke så vanskelig at finde rundt i, for der er kun 784 hekar at gøre godt med. Vinstokkene står tæt helt ud til de smalle veje, der krydser gennem distriktet. Hvis man får brug for at vende bilen, må man låne plads hos naboerne i Saint Emilion.
 
Pomerol regnes for Bordeaux’ mest eksklusive vin-appellation. Her har ingen hverken råd eller lyst til at lave ordinære vine. De bedste Pomerolvine er samtidig blandt verdens bedste.
 
Vi satte os for at finde en vin, som smagte som Petrus, men var til at betale. Christian Moueix er kongen i Pomerol. Han og hans familie ejer en række slotte i distriktet. Og desuden står han bag fremstillingen af Petrus, så han var den oplagte at spørge. Med vanlig fransk stolthed belærte han os om, at Petrus ikke var som nogen anden vin. Alligevel gik han med på ideen og bad os tage til takke med en vin, som havde alle Pomerolens bedste egenskaber, men kun kostede det samme som en almindelig god Bordeaux. Den kunne han godt overtale os til at smage! På Christian Moueix’ opfordring, begav vi os derfor til Clos Sainte-Anne, som er en del af Château Moulinet. Det ejes af en gren af Moueix-familien og ligger i den nordlige del af distriktet med udsigt til en række af de mest kendte châteauer. Vi kunne konstatere islæt af sand og småsten i den ellers lerede jord, og netop denne jordkonstellation betyder, at slottet har en god del Cabernet Sauvignon sammen med Merlot i blandingen. Det er med til at give vinen rank karakter.
 
2001 var et godt år på Bordeaux’ højre bred, hvor Pomerol ligger. Allerede 19. marts begyndte vinstokkene at knopskyde, og efterfølgende fint vejr skabte en ensartet blomstring. Varme i juni satte et fint løv og lidt regn i juli sikrede tilpas med vandreserver. August og september var tørre og varme. Høsten begyndte den 22. september 2001. Druerne var fuldmodne og helt uden råd. Efter 15 måneders fadlagring på små, franske egetræsfade fremtræder vinen med en velafbalanceret frugt. Farven er dyb og mørk. Både bouquet og smag har udviklet Pomerols karakteristiske elementer af korender, sødlig frugt, lidt urter og svampe. Garvesyren er fin inkorporeret så helhedsindtrykket er en meget drikkevenlig og uhyre velsmagende vin, der lige præcist har det pift, som man forventer sig af en stor vin.
 
Tips til servering:
Den skal i glasset til kødretter, hvor man har gjort noget ekstra ud af saucen.
 

 

    

Christian Moueix
“2001 var et godt år på Bordeaux’ højre bred. Vi startede høsten den 22. september 2001 efter en tør og varm august og september. Druerne var fuldmodne, og resultatet er en meget velsmagende Clos Sainte Anne.”